Mælkeerstatning til kalve anvendes, fordi prisen for mælkeerstatningen er lavere, end den pris landmanden får for en liter frisk mælk. Sker tildeling af mælkeerstatning i en fælles langkrybbe, kan der være forskel på, hvor meget mælk kalvene får. Det hænger sammen med, at de største drikker væsentligt hurtigere, og således får en større del af den samlede mængde mælk end de mindste kalve. Ønsker man, at mælken fordeles ligeligt mellem kalvene, kan den tildeles i individuelle trug, hvor hver kalv får sin egen portion. På den måde får kalvene samme mængde mælk.
Firmaet OK Plast i Horsens har udviklet en 2 meter lang krybbe, som hænges over et rør, med plads til op til 7 individuelle mælketrug. Det sikrer at hver kalv får sin egen portion mælk. Resultatet er en mere jævn tilvækst blandt kalvene. Produktet hedder ”Milkslide” og er gennemtestet af mælkeproducent Søren Mortensen fra I/S Torp Søgård, som hurtigt kunne se fordelene ved at tildele mælk og kraftfoder på den nye måde. Konceptet er effektivt, fordi kalvene har hver deres mælketrug, som placeres i langkrybben. Når kalvene har drukket op, fjernes mælketrugene og langkrybben anvendes til kraftfoder. På den måde anvendes langkrybben både som holder til de individuelle trug og som kraftfoderkrybbe.
– Med det nye koncept sparer jeg en arbejdsgang og særligt derfor tiltaler det mig, beretter Søren. Tidligere fik kalvene mælk og kraftfoder i samme langtrug. Ofte måtte han tømme langtruget for kraftfoder førend han kunne hælde mælken op, simpelthen fordi kalvene ikke havde ædt alt kraftfoderet op. Nu stiller han mælketrugene oveni langkrybben, uanset om der skulle være en rest kraftfoder tilbage. Så kan kalvene æde resten af kraftfoderet, når de har tømt mælketrugene.
Langtruget kan hænges indvendig såvel som udvendig i båsen. Den samlede vægt inklusiv syv enkelttrug har en samlet vægt på 19 kg. Rumindholdet i langtruget er 100 liter, medens hvert af enkelttrugene har et rumindhold på 7 liter.